Min kærlighed til Italien – og hvordan den former mine opskrifter
Italien har altid været en stor del af mit liv. Ikke kun fordi jeg har italiensk baggrund, men fordi det er et sted, jeg virkelig forbinder med glæde, familie og varme. Hver sommer som barn var jeg på ferie hos min bedstemor og resten af familien i Italien. Og det er nok der, min kærlighed til maden – og til hele den italienske livsstil – for alvor begyndte.
Køkkenet hos bedstemor
Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadig huske duften i hendes køkken. Der var altid gang i noget: krydderurter fra haven, rotoli alla pasta sfoglia, minestrina eller en steg i ovnen. Man kunne næsten ikke gå ind i huset uden at blive ramt af en blanding af duft og stemning, der bare sagde: “Her er der nogen, der passer på dig.” Det giver mig stadig minder helt frem til i dag, når jeg dufter noget i nærheden af rosmarin og hvidløg.
Der var altid liv i huset, og køkkenet var midtpunktet. Der var ikke noget fancy over det – men det var fyldt med kærlighed og gode råvarer. Det var et sted, man ville være og man glædet sig altid til at skulle nyde måltidet. Hos min bedstemor blev der lavet mad hver dag – og ikke bare for at stille sulten. Maden var familiens samlingspunkt. Det var her, vi mødtes, talte, grinede - om det var frokost, merenda eller aftensmad. Og frokosten blev serveret præcis klokken 12 hver dag.
Hvad jeg har taget med mig
Det er de oplevelser, der har sat sig fast i mig. Når jeg laver opskrifter i dag, så tænker jeg ofte på de somre. På hvordan maden blev lavet med ro og omtanke. På hvor lidt der egentlig skulle til for at lave noget, der smagte helt fantastisk.
Jeg prøver ikke nødvendigvis at lave præcis det som min bedstemor gjorde. Men jeg prøver at holde fast i følelsen: At mad skal være ærlig, enkel og lavet med hjertet. Og at den skal nydes – ikke bare spises.
Maden vækker minder
Selv i dag, når jeg laver en klassisk pastaret eller dufter til friskhakket hvidløg i varm olivenolie, kommer minderne tilbage. Ikke bare om maden, men om stemningen, familien og det at være samlet omkring et bord. Det er en følelse, jeg prøver at give videre i mine opskrifter.
Jeg håber, at det også kan mærkes her på siden – at du som læser og madelsker kan mærke min kærlighed til Italien, og måske selv får lyst til at bringe lidt af den stemning ind i din egen hverdag.